Brødrene Hartmanns Fond og dens virke
Brødrene Hartmanns Fond blev stiftet i 1964.
Fondens midler, der bl.a. består af aktier i det børsnoterede og støbepap-producerende selskab Brødrene Hartmann A/S, blev som en særlig gestus bragt til veje ved modtagelsen af en betydelig arv fra fru Emilie Hartmann, der var enke efter Louis Hartmann - en af stifterne af Hartmann-koncernen. Fonden har endvidere oparbejdet en større obligationsbeholdning. Det afkast, som Fondens midler indbringer, anvendes til de af bestyrelsen årligt bevilligede uddelinger. Fonden støtter brede områder inden for samfundslivet i overensstemmelse med Fondens vedtægter. Vedtægterne og vejledning til elektronisk ansøgning er der redegjort for under kontakt - undermenu -kontaktformular.
Siden 1986 har Fonden hvert år uddelt en særlig pris til en person, der gennem en særlig værdifuld indsats har bidraget til en fortsat positiv udvikling af det danske samfund. Prisen er på 300.000 kr. Med virkning fra 2003 er der desuden indstiftet Hartmann-Fondens Diplompris på 150.000 kr., der tildeles yngre personer, der inden for det danske samfund forventes at ville præstere en værdifuld indsats. Der er på de efterfølgende sider detaljeret gjort rede for reglerne for udpegningen af Hartmann-prismodtagerne.
Det er fondsbestyrelsens håb, at Fondens hjemmeside vil skabe større interesse for og kendskab til Fondens virke.
På fondsbestyrelsens vegne
Peter-Ulrik Plesner
formand


