Prisuddeling 2007

 

Muskelmanden hædres med Hartmann-Prisen

Danmarks førende ’muskelsvindler’ og landsformand for Muskelsvindfonden Evald Krog kan i år fejre både 25 år med Grøn Koncert - og modtagelsen af Hartmann-Prisen på 300.000 kroner. Prisen får han for den betydningsfulde indsats, han har ydet for det danske samfund, og dermed er han nu i fornemt selskab med tidligere prismodtagere som Johannes Møllehave og Susanne Bier.

’Jeg ser Hartmann-Prisen som en af de største anerkendelser, man kan få. Det er et skulderklap, som giver mod og styrke til at fortsætte arbejdet med at skabe de bedste vilkår for mennesker med muskelsvind’.

Siger Evald Krog, som har snydt lægerne og døden mere end én gang. Første gang ved fødslen, ved at få diagnosen muskelsvind og senere som voksen, ved at blive udsat for en alvorlig bilulykke, der knuste over 25 knogler i hans krop. Evald Krog er i dag 62 år og har med livsglæde og ukuelig jernvilje levet et imponerende liv.

Som garant for at livet er et privilegium, som ikke får lov til at gå over i historien som en mangelvare, er Brødrene Hartmanns Fond stolte over at kunne overrække prisen til Evald Krog.

Evald Krogs indsats gennem Muskelsvindfonden har sikret tusinder af andre ’muskelmænd’ og ’muskelkvinder’ det værdige liv, som tidligere blev levet gemt og umyndiggjort på institutionerne. Han har fysisk og mentalt flyttet dem til egen bolig og vished om indiskutabel værdighed. Og der er mere. Fra at der ikke længere er unge under 18 år med muskelsvind, som får førtidspension, til den offentlige hjælperordning, der i dag er blandt verdens bedste - og til accepten af at få respiratorbehandling som hjælpemiddel. For som Evald Krog siger, ’det hjælper på det, at kunne trække vejret’.

Brødrene Hartmanns Fond overrækker prisen mandag den 30. april 2007 kl. 16:00

Prisuddelingen finder sted i Brødrene Hartmann A/S’ hovedkontor i Kgs. Lyngby mandag den 30. april 2007 kl. 16.00. Ved denne lejlighed tildeler Brødrene Hartmanns Fond endvidere violinister og koncertmestre i Radiounderholdningsorkestret Julie Eskær og Erik Heide Diplomprisen på 150.000 kr. Se venligst særskilt pressemeddelelse på www.hartmannfonden.dk.

Vedhæftet denne pressemeddelelse er fotos af dette års prismodtagere. For yderligere oplysninger kontakt venligst John Gath på telefon 45 86 27 51.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Brødrene Hartmanns Fond
John Gath, formand


Direktør John Gath


Landsformand Evald Krog og direktør John Gath

 

 

Violinen er deres stemme

To unge talenter er nået til tops i en benhård musikbranche. Hvad er det Julie Eskær og Erik Heide har, som andre klassiske musikere kun drømmer om? I år hædres de to violinister og koncertmestre i DR Radiounderholdningsorkestret i fællesskab med Hartmannfondens Diplompris på 150.000 kroner. Den får de for deres indsats og massive fingeraftryk på dansk musikliv.

’Det daglige liv som musiker er fantastisk privilegeret, men også et hårdt arbejde og uendelig mange timers øvning og prøver. Derfor er det en stor glæde og ære for mig at modtage Hartmann-Prisen’.

Ordene tilhører Julie Eskær, som en gang har udtalt hun ikke kan leve uden musikken.

Erik Heide ser også Hartmann-Prisen som en massiv anerkendelse. ’For mig er prisen et skulderklap, der giver kræfter til at fortsætte. At nå dertil hvor jeg er i dag, skyldes i høj grad gode mentorer, hårdt og målrettet arbejde, en portion held – og det, at jeg elsker musikken’.

Begge musikere har gjort sig stærkt gældende som kammermusikere i hver deres klavertrio, og for nylig konkurrerede de sig ind på pladser som alternerende koncertmestre i Radiounderholdnings-orkestret. Ved at dele stillingen som koncertmester sikrer Julie Eskær og Erik Heide sig, at der stadig er plads til at pleje solist- og ensemblekarrierer.

Julie Eskær var allerede som 22-årig med til at danne Eskær Trioen, som gennem årene har modtaget et hav af priser. I 2005 hvor hele to priser ved P2 Prisens uddeling gik til trioen for Årets Danske Kammer-musikudgivelse og den prestigefyldte Årets Danske Klassiske Udgivelse for albummet ’Romantiske Klavertrioer’.

Erik Heide har haft en omfattende solistkarriere og er kendt som kammermusiker i Trio Ondine.

Brødrene Hartmanns Fond overrækker prisen mandag den 30. april 2007 kl. 16:00

Prisuddelingen finder sted i Brødrene Hartmann A/S’ hovedkontor i Kgs. Lyngby mandag den 30. april 2007 kl. 16.00. Ved denne lejlighed tildeler Brødrene Hartmans Fond endvidere landsformand for Muskelsvindforeningen Evald Krog Mindeprisen på 300.000 kr. Se venligst særskilt pressemeddelelse på www.hartmannfonden.dk.

Vedhæftet denne pressemeddelelse er fotos af dette års prismodtagere. For yderligere oplysninger kontakt venligst John Gath på telefon 45 86 27 51.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Brødrene Hartmanns Fond
John Gath, formand


Koncertmester, violinist Erik Heide og direktør John Gath


Koncertmester, violinist Julie Eskær og koncertmester, violinist Erik Heide